Danmark-Ukraine 27-23
(14-12)
Af Rasmus Holm Thomsen
Det var en forrygende kulisse, der tog imod det danske EM hold
til aftenens kamp mod Ukraine. Et godt stykke over 4000 mennesker
var samlet, og udgjorde "Danmarks 8. mand" mod det ukrainske
mandskab, og måske var det netop det, der afgjorde kampen
til Danmarks fordel i de afgørende faser.
På trods af en nervøs start, fik Danmark efter knap
ti minutters spil bragt sig på 5-3. Føringen skyldtes
ikke mindst fantastisk spil i målet af den danske keeper Karin
Mortensen. I løbet af de første 10 minutter diskede
hun op med flere pragtredninger, og tog blandt andet to straffekast.
Ukraines træner Leonid Ratner var tydeligvis frustreret, og
armbevægelserne blev større og større som halvlegen
skred frem. Det samme gjorde stemmeføringen og frekvensen
af skældsord over for de lammede ukrainske spillere.
Forsvaret stod stabilt, og især det så omtalte samarbejde
mellem de to treere i det danske midterforsvar fungerede. Det gav
basis for en række kontraløb, som især Josephine
Touray eksekverede sikkert. Efter 15 minutter af første halvleg
gav det gode arbejde sig udslag i en 5 måls føring
på 9-4 til danskerne.
Desværre kunne danskerne ikke holde dampen oppe i resten
af halvlegen. Danmark skiftede også meget ud i slutningen
af halvlegen, og selvom de indskiftede spillere gjorde det godt,
åd Ukraine sig langsomt ind på danskerne.
Ukraine fik styr på de danske skytter, og pludselig var det
Ukraine der fik kontrachancerne. Derudover skal især de Ukrainske
fløje roses for deres indsats og utrolige træfsikkerhed.
Også Ukraines streg skabte problemer for det danske forsvar,
og Ukraine fik kæmpet sig på 14-12 til halvleg.
Fra starten af anden halvleg tog Ukraine teten, og på samme
recept som i første halvleg, nemlig godt forsvarsspil og
kontraløb, lykkedes det at komme på 17-17 seks minutter
inde i halvlegen. Men så startede Lene Rantala sit one-woman-show.
Hele 11 redninger blev det til. Heraf syv ind over stregen og et
straffekast! De ellers velspillende ukrainske skytter falmede og
den ukrainske træner Leonid Ratners fagter blev om muligt
vildere end de var i første halvleg.
I det danske angreb skilte Mette Vestergaard sig ud, og tog ansvar
på afgørende tidspunkter. Ellers var det kollektivet,
der gennem tålmodigt og velovervejet angrebsspil bar sejren
hjem. Især i Danmarks tre undertalssituationer viste holdet
gode takter og diskede op med lækre kombinationer, der gav
pote.
Efter kampen var det en rolig og fattet ukrainsk træner,
der opsumerede:
"Det er ærgerligt at vi brænder så mange
chancer. Derudover laver vi mange tekniske fejl, der betyder at
vi taber kampen".
Træner Jan Pytlick var især tilfreds med, at de ting
det danske hold havde arbejdet med til træning lykkedes. Det
eneste der ærgrede den danske træner var, at forsvaret
ikke stod bedre i anden halvleg.
"Havde vi stået bedre i forsvaret i anden halvleg, havde
vi lukket kampen på et tidligere tidspunkt," udtalte
Pytlick efter kampen og tilføjede sin store tilfredshed med
den storspillende Lene Rantala.
|