Deltagere

Program

Presse

Info

Billetsalg

Sponsorer

Gæstebog

Merchandise

 


Østrig - Jugoslavien 23-30

Jugoslavien suveræn

Af Karina Wulff Harrestrup
De jugoslaviske håndboldpiger havde fanskaren med, og de svigtede dem ikke. De vandt kampen sikkert med 30-23.

Der var på forhånd lagt op til, at man skulle se flot spil fra de to holds profiler Fridrikas og Petrovic, men ingen af de to slog rigtigt igennem i dagens kamp.

Allerede fra starten virkede jugoslaverne meget koncentrerede, især i forsvaret, hvor de stod godt. Og en meget velspillende målmand, Dragica Djuric, var helt oppe på tæerne med store redninger.

I starten af kampen fulgtes de to hold meget godt ad. Frem til 4-4 holdt østrigerne stand, men så trak Jugoslavien fra med nogle flotte kontramål til 9-4. Derefter kom Østrig aldrig helt tilbage i kampen. Ikke en gang Fridrikas kunne score mål, og derfor sendte træneren, Ole Eliasen, hende ud på bænken.

Den østrigske landstræner var frustreret, og hans udbrud på sidelinien gav ham også en advarsel fra de græske dommere. Kort efter forlangte Eliasen ”Time Out”, da Jugoslavien kom foran med 11-6. Først så det ud til at virke, for Østrig fik scoret et par mål lige efter ”Timer Out’en” og kom helt op på 9-12, men så satte jugoslaverne farten op, og ved halvleg førte de 15-9.

I anden halvleg fortsatte kampen på samme måde. Jugoslaverne var overlegne, og der var mange flotte detaljer med frispilninger og gennembrud. Efter syv minutter blev Fridrikas igen sendt på banen, og hun spillede væsentligt bedre i anden halvleg, og hun blev da også Østrigs topscorer med sine syv mål i alt. Stephanie Ofenböck var Østrigs bedste spiller. Hun kæmpede løs, og fik også sat seks mål i kassen.

Østrig lavede mange fejl i anden halvleg, og det udnyttede Jugoslavien. Djuric var fremragende i målet, og det resulterede i mange kontraløb, hvor især Tanja Milanovic og Snezana Damjanac var hurtige til at komme frem. Og der var stor jubel fra de jugoslaviske tilskuere ved hver eneste scoring, som godt kunn se hvor det bar hen, og derfor begyndte at synge ”Auf wiedersehen” til østrigerne da, der var tre minutter tilbage. På det tidspunkt førte Jugoslavien 29-21. Og det var fuldt fortjent, at de vandt med 30-23.