Roslyng har fået spillelysten igen
Af Peter Bang Overby
En af landsholdets darlings, Christina Roslyng Hansen, har haft
en svingende efterårssæson. Målene og det høje
gear har manglet for den hurtige venstrefløj. Selv er hun
ikke i tvivl om, hvorfor hun ikke har levet op til tidligere tiders
storspil.
"Jeg har manglet lysten og har i det hele taget været
mæt af håndbold. Det er underligt, fordi fysisk har
jeg det fint. Det er oppe i hovedet, at det har været galt,
" siger Christina Roslyng Hansen.
Den 24-årige venstrefløj føler, at motivationen
og appetitten på håndbold er ved at være der
igen. EM-slutrunden på hjemmebane har fjernet den sidste
mæthedsfølelse.
"Det er simpelthen så fedt med stemningen her i Århus.
Man får lyst til at spille håndbold hele dagen, "
fortæller Christina Roslyng Hansen.
I søndagens kamp mod Holland var lysten ikke til at tage
fejl af. Christina Roslyng Hansen scorede fire flotte mål
fra venstrefløj.