Deltagere

Program

Presse

Info

Billetsalg

Sponsorer

Gæstebog

Merchandise

 


Happy birthday ved middagsbordet

Af Thomas Berndt
Der var både lagkage og fødselsdagssang i restauranten på spillerhotellet i Helsinge i dag. Selv om det tyske hold ikke har meget at fejre efter gårsdagens nederlag til Slovenien, kan den tyske bagspiller Nikola Pietzsch kippe en smule med det tyske flag for sig selv i dag. Hun bliver nemlig 28 år.

Derfor blev gardinerne trukket for under dagens frokost, og ind kom den skadede Grit Jurack med en lagkage med lys på toppen og appelsincreme indeni. Så istemte den tyske trup ellers "Happy birthday", inden Pietzsch skar kagen for. Gaver blev det også til, blandt andet et ur fra det tyske håndboldforbund.

"Vi har været flittige i dag og været oppe at træne tidligt," fortalte Pietzsch. Allerede kvart i ni var tyskerne i gang med deres morgentræning. Lidt socialt er det dog også blevet til, for venner og familie har ringet hjemmefra med lykønskninger, og i aften skal Leipzig-pigen så hygge sig med lidt sekte, en form for champagne. Men ikke for meget, naturligvis.

"Vi skal jo spille i morgen," siger Pietzsch, som studerer jura ved siden af håndbolden. Det var for resten anden gang ved det EM, at hun havde noget at fejre. Mod Norge jubilerede hun nemlig med 75 kampe i den tyske trøje.