Deltagere

Program

Presse

Info

Billetsalg

Sponsorer

Gæstebog

Merchandise

 


Dansk fysioterapeut undsiger Holmqvist

Af Thomas Berndt

En stor risiko for skader er en af de værste sider af håndbold. Led- og korsbåndsskader er de mest frygtede, og utallige er de gange, hvor publikum har måttet se endnu et offer blive båret fra banen med ansigtet vredet i smerter.

Præsidenten for Det europæiske Håndboldforbund, svenske Steffan Holmqvist, mener imidlertid, at det meget omtalte gulv vil minimere risikoen for skader. Gulvet er nemlig bygget til at kunne give sig en millimeter, når folk falder eller træder ned på det.

"Hvis du falder eller skrider, slår du dig ikke så let. Vi vil få et mindre antal grove skader," mener Holmqvist. Det danske landsholds fysioterapeut, Gorm Rasmussen, er imidlertid af en anden opfattelse. Forelagt præsidentens udtalelser siger han:

"Det er jeg helt uenig i. Det kan godt være, at den lille glidning giver noget, men til gengæld bliver spillerne mere trætte af at løbe på det nye gulv end på et trægulv, og så vil jeg ud fra sund fornuft, og ud fra hvad spillerne fortæller mig, foretrække et almindeligt trægulv," siger Gorm Rasmussen. Han har masser af ros til det almindelige gulv i arenaen:

"Der findes ikke bedre gulv for håndbold," siger han.

To undersøgelser, som skal undersøge det gule gulvs kvaliteter, er undervejs.

Også antallet af kampe - otte på ti dage - har bekymret mange. Hidtil har dette EM dog været forskånet for alvorlige skader, men de fleste er dog enige om, at programmet er for hårdt. Ved både kvindernes og mændenes EM i 2004 i henholdsvis Ungarn og Slovenien vil der derfor blive tilføjet en ekstra fridag, som bliver lagt i den indledende runde.