Deltagere

Program

Presse

Info

Billetsalg

Sponsorer

Gæstebog

Merchandise

 


Tjekkiet på vej frem

Af Claus T. Kræmmergård
Efter nederlaget til Rumænien var det en blandet fornemmelse, som de tjekkiske spillere stod tilbage med. På trods af, at Tjekkiet havde spillet god kamp, måtte man alligevel se 7. pladsen forsvinde til Rumænien.

"Det var godt for os, at vi spillede sådan en god kamp, men man har alligevel en dårlig fornemmelse efter sådan et ærgerligt nederlag. Vi ved jo ikke, hvornår vi igen får chancen ved en stor slutrunde," siger Lucie Fabikova.

Under EM 2002 har der været fokuseret meget på de tjekkiske pigers flotte udseende, og det irriterer ind i mellem det tjekkiske kvindelandshold.
"Der er mange, der har sagt, at vi er et hold, som kun kan se godt ud. Mod Tyskland viste vi, at vi kan meget mere end det. Vi har vist, at vi kan fighte, at vi kan spille flot håndbold, og at vi kan vende en kamp selv om vi er bagud," siger Lucie Fabikova.

Tjekkiets sportslige succes ved EM i Danmark betyder også meget mere end blot accept i den internationale håndboldverden.
"Det er utrolig vigtigt for os. Næste gang vi skal kvalificere os til en stor slutrunde, slipper vi sandsynligvis for hold som Ungarn, Norge og Danmark. Det gør tingene meget lettere for os," siger Lucie Fabikova.

De gode resultater har betydet, at interessen omkring Lucie Fabikova og hendes holdkammerater også er blevet øget hjemme i Tjekkiet.
"Folk derhjemme plejer ikke at interessere sig for damehåndbold. Men et par af vores kampe er blevet vist i fjernsynet, og fra de andre er der blevet vist sammendrag. Vi har mærket en stor interesse hjemmefra, og det er aldrig sket før," siger Lucie Fabikova.

Kvindelandsholdets indtog på hjemlandets tv-skærme har bevirket, at mange tjekker har fået øjnene op for, at landets kvinder spiller særdeles underholdende håndbold.
"Vi har fået en masse respons hjemmefra. Folk har sendt e-mails til os hjemme fra Tjekkiet, og alle de reaktioner som vi har fået, har været meget positive. Da vi fandt ud af, at folk fulgte med i hvordan det gik os, blev vi virkelig meget glade, og vi har prøvet at besvare alle e-mails," siger Lucie Fabikova.

Hvis tjekkerne skal fortsætte deres fremmarch på de internationale håndboldbaner, kræver det formentlig, at flere af de tjekkiske spillere kommer til professionelle klubber i de udenlandske ligaer.
"Det er meget vigtigt for vores hold, at vi kommer til udlandet, så vi kan fortsætte den udvikling, som vi er inde i. For mig ville det være en drøm at komme til at spille håndbold på professionelt niveau. Jeg mener dog, at vi markedsførte os selv godt i kampen mod Tyskland," siger Lucie Fabikova.